Om os
FRA RYTTERE TIL RYTTERE
Rid Bedre TV er stiftet af Lisa Munch Holst.
Hendes store passion for heste er dybfølt og blev grundlagt, da hun som godt tre-årig begyndte at gå til ridning. Siden blev hun springrytter på pony på S-niveau og rider nu dressur på S-niveau. Hun avler desuden varmblodsheste til dressursporten.
TV-journalist med heste og ridning i hjertet
Inden Hestejournalisten startede i 2012, var Lisa journalist og videojournalist på TV2 regionalen Lorry, hvor hun står bag hundredevis af nyhedsindslag og serier. Hestejournalisten har desuden skrevet et hav af træningsartikler med nogle af landets dygtigste beridere og trænere. Derudover er der blevet produceret tekst, billeder og film til hestebranchen i både Danmark og udlandet.
Den brede kontaktflade til de mest kompetente og anerkendte trænere kommer nu ryttere på alle niveauer til gode med træningsserierne på Rid Bedre TV:
“Jeg har selv et brændende ønske om hele tiden at blive en bedre rytter, og det var det, der gav mig idéen til Rid Bedre TV. Der findes så mange fantastisk dygtige trænere derude, og det er da ærgerligt, at det kun er deres få ryttere, der får glæde af deres viden. Med Rid Bedre TV kan vi allesammen lære af de bedste. Der er så mange forskellige tilgange til ridning og træning af heste, så derfor synes jeg, det er vigtigt at lade så mange trænere som muligt komme til orde. Jeg oplever selv tit at få en AHA-oplevelse ved at få forklaret noget på en ny måde. Min drøm er, at man skal kunne finde hjælp til enhver udfordring i træningen på Rid Bedre TV”.
– LISA
Vi takker for jeres opbakning til Rid Bedre TV, som er det første af sin art i Danmark og unikt i verden i sin udformning. Har I spørgsmål, gode tips eller kommentarer, så lytter vi altid. Skriv blot til os på mail@ridbedre.tv
VELKOMMEN til Rid Bedre TV, og tak fordi I kigger med!